Midt i min sorg

Møder jeg bare modstand på min vej.

Jeg har oplevet det værste en mor kan opleve - at miste sit barn.
Det er ikke noget der går over - er li som ens sjæl er amputeret.

Nogen tror det er lige som en forkølelse så jeg nok mig selv igen, dertil kan jeg kun sige NEJ jeg bliver aldrig den samme igen. Får jeg min søn igen???

Der er mange der ikke forstår dette, hvor ku jeg godt tænke mig om de gad at få en time hos en krisepsykolog som ku fortælle dem hvordan ens liv bliver når man mister et barn.

Så man kan møde mere forståelse af andre.

At man ikke orker problemer og fnidder og hvad der dertil kommer og banker på i mit liv. Jeg vil have lov til at sørge og til at komme mig og alt andet er jeg sådan set li glad med. For hvis nogen tror man vil have det ind midt i ens sorg så er svaret nej - det kan jeg godt undvære det/dem.

... hilsen en mor i sorg.